Skip to content
Dine stamdata
Når du udfylder stamdata, bliver din profil synlig for de andre StartUp Club-medlemmer.
+45

Consultant Date Timeslot

Boost Aalborg

Nyt højteknologisk træningskoncept vil gøre styrketræning tilgængeligt for alle

Boost i Aalborg har på tre måneder fået knap 100 medlemmer. Og tallet stiger for hver dag. Men selvom man er stærk i fitnesskoncepter, kan man godt have brug for træning i alt det, der også følger med, når man skal drive selvstændig virksomhed.

Forestil dig at træde ind i et rum hvor du bliver mødt af en kropsscanner, der kan se lige igennem dig og analysere sig frem til, hvad det lige præcis er for en slags træning, din krop har brug for.

Forestil dig en styrketræningsmaskine der selv regner ud hvor meget vægt, du skal have på og hvor mange gentagelser, du skal tage for at opnå det resultat, du har sat dig for.

Forestil dig en verden hvor du kun behøver at træne 37 minutter to gange om ugen for at opnå både vægttab og markant optimering af din krop.

Hos det nye træningscenter Boost Aalborg er det den virkelighed, man møder, når man træder ind ad døren som nyt medlem.

Kasper Mark er iværksætteren bag det nye højteknologiske træningskoncept.

- Det var en drøm, der ikke ville slippe. Og jeg ventede hele tiden på, at der kom en voksen og sagde, det skal du ikke, fortæller Kasper Mark med et smil på læben.

Fra Hobro til Aalborg

Kasper Mark har arbejdet som personlig træner i mange år i et træningscenter i Hobro, og ideen om at starte sit eget sted kom, da centeret erhvervede sig nogle nye high-tech maskiner fra Taiwan.

Det begyndte at vælte ind med nye medlemmer, så mange at Kasper tænkte, at konceptet skulle bredes ud til flere byer, så mange flere kunne få gavn af den nye måde at tænke træning på.

Han fandt derfor lokaler i Aalborg og fik ved hjælp af en personlig investering og mange timers hårdt arbejde gjort Boost Aalborg klar til åbning i januar 2023.

Han havde styr på alt i forhold til træningskonceptet, der var styr på budgetterne, og drømmene var også i orden. Men der var noget, der manglede.

- Jeg havde jo slet ikke noget netværk i Aalborg, og når man gerne vil starte noget nyt op i Aalborg, er det altså meget svært uden et godt netværk, fortæller Kasper Mark.

Så han henvendte sig til StartUp Club Aalborg for at få hjælp.

Ekspertviden og hjælp til at skaffe støtte

Kasper Mark kom i kontakt med iværksætterkonsulent Tanja Hovgaard, som han brugte til at sparre med omkring sin virksomhedsplan. Hun præsenterede ham også for nogle af de netværksgrupper i byen, der ville være mest relevante for ham.

Det betyder, at Kasper i dag har været til de første møder i både Erhvervsnetværk 9220 og BNI, og så har han været ude at holde oplæg for netværket BusinessBees – hvilket resulterede i seks nye medlemmer i træningscenteret.

Men hjælpen stoppede ikke der. Tanja Hovgaard formidlede også kontakt til en revisor, en advokat og en salgsrådgiver, som kunne hjælpe Kasper med at få helt styr på alt det, som man også skal have styr på, når man driver selvstændig virksomhed.

Og så støttede hun ham i processen med at skrive en ansøgning til NextStep – som er et forløb for iværksættere, der gerne vil have tilskud til kompetenceudvikling for bedre at kunne vækste deres virksomhed.

- Når man er ny virksomhedsejer, er det vigtigt at finde nogle mennesker, man kan stole på. For det er hårdt at gå fra en fast månedsløn til livet som selvstændig. StartUp Club Aalborg har været en kæmpe støtte for mig, fortæller Kasper Mark.

Én stor familie – med plads til flere

De omkring 100 medlemmer i Boost Aalborg spænder aldersmæssigt fra 20-70 år og er alt fra de helt utrænede til de mere erfarne, der går op i træning, og som kan lide den hjælp det højteknologiske træningsudstyr giver.

Kasper Mark er på fornavn med alle medlemmerne i centeret.

Og det er lige præcis sådan, han gerne vil have det.

- Her på stedet har vi det som én stor familie, folk sludrer og hygger sig og alle snakker pænt til alle. Det er dejligt, siger Kasper Mark stolt og fortsætter:

- På et tidspunkt skal vi også have indført fredagsbrød, og jeg kan heller ikke afvise, at der kommer en fredagsøl, for i min verden er der ikke noget, der skal være fanatisk, fortæller han.

Selvom Kasper Mark prioriterer den intime og eksklusive atmosfære i centeret, er drømmen dog samtidig at få et par investorer med ombord.

Det vil gøre det muligt at udvide centeret med endnu flere maskiner og måske endda give mulighed for at åbne flere centre rundt om i landet.

Se flere iværksættercases

Jonathan Pipfugl
Når telefonrøret bliver lagt på, før man overhovedet når at fortælle, hvad man vil, kan tilværelsen som selvstændig komiker synes lidt svær. Men med den rette hjælp fra StartUp Club er det alligevel lykkedes for 20-årig Jonathan Christensen, selv om han har tourettes.
Enomis Beauty
En ADHD-diagnose bremser ikke 22-årige Simone Kehlet i at skrive iværksætter og butiksejer på CV’et.
Du Er Smyk
Centralt i Aalborg på Østerbro ligger Du er Smyk, som Karina Suhr Holm og Jeanette Kaae Storm Christensen står bag – et koncept, hvor du skal skynde dig langsomt.
startup-club

C.A. Olesens Gade 4, st. 9000 Aalborg
+45 2520 1510