Skip to content
Dine stamdata
Når du udfylder stamdata, bliver din profil synlig for de andre StartUp Club-medlemmer.
+45

Consultant Date Timeslot

Oh So Quiet

Oh So Quiet havde langt fra et roligt debutår

Pia Stigaard Skammelsen fra Oh So Quiet har oplevet en stor interesse for at udforske den danske natur til fods under coronapandemien.

Oplevelser i den nordjyske natur, kvalitetstid med ens nærmeste og ikke mindst ro.

Det tilbyder Pia Stigaard Skammelsen gennem Oh So Quiet. I 2020 sendte hun ikke mindre end 340 gæster på vandreture arrangeret af turismevirksomheden.

- Det var et spændende år at komme på markedet. Det var nervepirrende på grund af coronapandemien, men jeg tror alligevel, at det har været en fordel for Oh So Quiet, fordi danskerne har fået øjnene op for rejsemulighederne i eget land. Konceptet er kommet godt ud over stepperne, og jeg har haft flere gæster, end jeg havde turdet håbe på, fortæller Pia Stigaard Skammelsen.

- Folk har trængt til at trække stikket og komme lidt væk fra hverdagen. Det har det været populært med et trygt tilbud, hvor man ikke skal stå for alt for meget selv. Alt er planlagt og ordnet. Det har givet en overvældende interesse, siger hun.

Pia Stigaard Skammelsen

Turene hos Oh So Quiet fordeler sig over den nordjyske vestkyst i form af Thisted, Jammerbugt og Hjørring kommuner. De varer tre dage, og de vandrende følger udvalgte ruter fra sommerhus til sommerhus. I husene står ingredienser til mad, opskrifter, minibar og linned klar ved ankomst.

Dermed har Pia Stigaard Skammelsen skabt et alternativ til de traditionelle vandreture, hvor overnatningen typisk er i shelters eller telte.

En god ramme for samtaler

Idéen fik iværksætteren, da hun selv oplevede Nationalpark Thy til fods tilbage i 2017. Sammen med en veninde fra gymnasietiden snørede Pia Stigaard Skammelsen vandrestøvlerne og fik en ny oplevelse af et særdeles velkendt område.

- Det gjorde et stort indtryk at opleve min fødeegn på gåben. Min veninde var sygemeldt med stress, og det skabte en god ramme for samtaler at gå sammen i naturen. Vi kunne ikke have valgt en bedre måde at være sammen på i den periode.

- Men om aftenen skulle vi ind og spise en lækker middag på en kro. Der var bare en masse andre mennesker, og det forstyrrede den særlige og meget private oplevelse, som vi havde haft i løbet af dagen. Samtalen flød ikke så let længere. Bagefter tænkte jeg, at jeg gerne ville på vandreferie igen, men vi skulle ikke bo på kroer og det var lidt for koldt til at sove i shelters, fortæller iværksætteren, der bor i Aalborg.

Derfor indebærer turene også overnatning i sommerhuse, som de vandrende har for sig selv.

Det udviklede sig til et koncept, som Pia Stigaard Skammelsen pitchede til Dansk Natur- og Kystturismes program ved navn TourismX i 2018. Her så andre lyset i idéen, som blev udviklet og skåret til frem til 2019, hvor virksomheden fik tilskud gennem Innovationsfondens program InnoFounder Experienced.

2020 blev året, hvor hun gik 100 procent ind i sin egen virksomhed. I sommeren sagde Pia Stigaard Skammelsen således sit faste job op inden for kommunikation og markedsføring.

Konceptet skal skaleres

I 2021 skal Pia Stigaard Skammelsen udvikle yderligere på konceptet, der for alvor blev blåstemplet i fjor. Det kan gøres på flere måder, hvor hun især håber at tiltrække andre end danskere til oplevelser i den danske natur.

- På sigt vil jeg gerne tiltrække udenlandske gæster. Især tyskere er glade for de danske kyster, så de er interessante for Oh So Quiet. Konceptet kan også udbredes til resten af Danmark, hvor der er masser af fantastiske naturoplevelser, siger hun.

- Jeg prøver at optimere mine processer og få nogle gode samarbejdsaftaler. Lige nu udvikler jeg på nye ruter til 2021, men året skal især gå med at konsolidere konceptet, så det kan blive mere skalerbart. Jeg har gjort alt selv indtil nu, men der skal gerne sæsonmedarbejdere ind. Derfor skal jeg i første ombæring have fundet den smarteste måde at afvikle turene på, tilføjer Oh So Quiet-indehaveren.

Dermed ser det ud til, at mange flere kommer til at opleve Danmark til fods med hjælp fra Pia Stigaard Skammelsen og Oh So Quiet. Det hjælper iværksætterkonsulent fra BusinessAalborg, Tommy Møllgaard Siim, hende med at opnå.

- Gennem Tommy har jeg fået sparring og vejledning i forhold til forretningsudvikling. Han har også hjulpet mig med at få etableret et godt samarbejde med en businessmentor fra turismebranchen. Når man vil udvikle sin virksomhed, er det værdifuldt at få viden og gode råd fra mere erfarne spillere med ind i processen, lyder det fra Pia Stigaard Skammelsen.

Du kan booke et møde med en iværksætterkonsulent her

Se flere iværksættercases

Jonathan Pipfugl
Når telefonrøret bliver lagt på, før man overhovedet når at fortælle, hvad man vil, kan tilværelsen som selvstændig komiker synes lidt svær. Men med den rette hjælp fra StartUp Club er det alligevel lykkedes for 20-årig Jonathan Christensen, selv om han har tourettes.
Enomis Beauty
En ADHD-diagnose bremser ikke 22-årige Simone Kehlet i at skrive iværksætter og butiksejer på CV’et.
Du Er Smyk
Centralt i Aalborg på Østerbro ligger Du er Smyk, som Karina Suhr Holm og Jeanette Kaae Storm Christensen står bag – et koncept, hvor du skal skynde dig langsomt.
startup-club

C.A. Olesens Gade 4, st. 9000 Aalborg
+45 2520 1510